Status sommer’23: Efterspørgsler på offentlige data
- Nyheder
Hver måned tikker der efterspørgsler på offentlige data ind gennem vores efterspørgselsknap på opendata.dk. Her er et overblik over de mest efterspurgte data.
Det kan være udfordrende at efterspørge offentlige data, der ikke er åbne. For hvilke data findes der overhovedet? Og hvem kontakter man?

Sidste spørgsmål har vi forsøgt at gøre nemmere at svare på gennem en efterspørgselsknap på Open Data DK-portalen. Siden vi lancerede knappen, har vi modtaget flere hundrede efterspørgsler på adgang til flere åbne offentlige data. Selvom vi ikke kan efterkomme alle efterspørgslerne, hjælper vi så godt vi kan med at pege aftagerne i den rigtige retning. Og overordnet får vi et bedre billede af, hvilke data, der efterspørges.
Typer af efterspørgsler: Byens rum og mobilitet
Vi grupperer de indkomne efterspørgsler efter de emner, vi grupperer data på platformen efter. Og her er der en tydelig tendens. Uden sammenligning er de to mest efterspurgte emner data inden for:
Regioner og byer dækker bl.a. over data som distrikter, kort, 3D bymodeller og byens inventar, og transport dækker over bl.a. parkering, trafik, offentlig transport og cykling.
Herudover er der også pænt med efterspørgsler inden for Befolkning og samfund (bl.a. indbyggertal og socioøkonomisk sammensætning), Miljø (bl.a. forurening, støj og vandstand), og Energi (bl.a. forsyningsdata, affald og mobilnetværk).
Efterspørgsler afspejler udbud
At det især er inden for disse to kategorier af data, hvor der primært efterspørges, kan muligvis forklares med, at det især er disse typer data der allerede findes på portalen og i høj grad benyttes.
Data som distrikter, kort og 3D bymodeller har bl.a. nogle af de højeste besøgstal på portalen, efterfulgt af bl.a. dynamiske data om parkering og trafiktællinger.
De udstillede data inspirerer derfor sandsynligvis til at efterspørge mere af samme type – fx i andre formater eller fra andre kommuner.
Bred geografisk efterspørgsel
En god del af efterspørgslerne går specifikt på data om København og Aarhus, som også udstiller en del data på portalen. Dog er der alt i alt god spredning på efterspørgslerne på tværs af alle regionerne og store og små kommuner. Der efterspørges bl.a. data fra Gentofte, Norddjurs, Vejle, Bornholm og mange flere.
Klart den største efterspørgsel er dog på nationale datasæt. Det gælder især for data om parkering, trafik og cykling, men også eksempelvis 3D-bymodeller, skoledistrikter, offentlige bygninger (fx forbrug og indeklima), affald og forurening.
Efterspørgsler sendes videre
I de tilfælde, hvor konkrete data fra en konkret myndighed efterspørges – f.eks. fra en kommune – sender vi efterspørgslen videre til vores kontaktperson hos myndigheden. Hvis efterspørgslen drejer sig om et allerede udstillet datasæt, er det dog hurtigere at skrive til dataejeren for det pågældende datasæt, eksempelvis:

Hvis ikke myndigheden er tilsluttet Open Data DK, bliver vi dog oftest nødt til at henvise til selv at prøve at finde vej ind i den pågældende organisation.
Du kan finde oversigten over myndigheder, der udstiller data på opendata.dk her.
Vi udveksler derudover efterspørgsler med Digitaliseringsstyrelsen som del af vores fælles arbejde med at skabe bedre adgang til offentlige data. Det er også muligt at efterspørge data direkte hos Digitaliseringsstyrelsen på kontakt@datavejviser.dk.
Billede: Samantha Hentosh, Unsplash